Gode råd om rhododendron
Gode råd om etablering af surbundsbed
Hvilken jord skal man vælge?
Alle rhododendron og øvrige surbundsplanter skal plantes i sur jord - dvs. spagnum - helst en lys og grov spagnum. Når du skal etablere et nyt surbundsbed er det vigtigt at vælge en god spagnum. Kvaliteten på spagnum måles på farven og grovheden. Jo grovere og jo lysere tørven er, jo bedre er kvaliteten. Anvend altid en spagnum uden gødning – ofte kaldes jorden for ”Rhododendronjord” eller ”Surbundsjord” eller slet og ret ” Spagnum uden gødning”.
Hvor meget?
Læg spagnum i et tykt lag på ca. 30-50 cm afhængig af størrelsen på de planter du ønsker at plante i bedet. Jo større planter, jo tykkere lag spagnum. Spagnumlaget skal være ca. 10-20 cm højere end bedet reelt ønskes, da det falder lidt sammen med tiden. Når spagnummen er lagt ud – vandes grundigt, så vandet arbejdes ind i spagnummen.
Spagnum skal være godt fugtig, når man planter sine surbundsplanter i bedet. Det er rigtig godt at forberede selve bedet om efteråret og så først plante sin planter om foråret. Spagnummen i bedet kan således nå at etablere sig - d.v.s at spagnummen er blevet godt gennemfugtet og er faldet helt til.
Man kan anvende klyner, som kant eller til at lave flere etager i bedet, hvis man ønsker et bed i flere højder. Det ser både smukt ud og kan samtidig skabe rumfølelse eller afskærmning mod indsyn i haven. Klyner er lavet af hårdt, sammenpresset spagnum og er meget dekorative som kant omkring surbundsbedet. Hvis man ønsker det, kan man plante småplanter direkte i klynerne. Man skærer blot et lille hul direkte i klynen og sætter planten i hullet.
Hvordan redder man en gammel surbundsplante, der ikke trives?
Har man et ældre surbundsbed, hvor nogle af planterne ser ud til at mistrives, kan man give planterne nyt liv ved at grave dem op og genplante dem i ny spagnum, så de får mere luft til rødderne. Allerede efter en sæson vil planterne se markant bedre ud og få flere blomster. De kan med fordel klippes ned i marts. Man skal ikke være bange for at klippe planten kraftigt tilbage, da den kun vil skyde fra de øverste 20 cm af grenen.
Planteforslag til surbundsbedet
Gode planter til surbundsbedet: Rhododendron, forårs og efterårslyng, bjergte, revlinger, blåbær, tyttebær, tranebær, azalea, osv.