Sådan får du succes med oliventræer
- Tag dine oliventræer ud af potten og ryst noget af jorden af
- Plant dem gerne i krukker, hvor der er plads til minimum 3 cm Green Garden Pottemuld hele vejen rundt om klumpen
- Gød med Osmocote gødningstabletter i april
- Planten vandes moderat sommeren igennem
Mange tror fejlagtigt, at oliventræer kun kan vokse i lerjord, men det er ikke rigtigt. Grunden til at de står i lerjord er, at der ikke findes tørvemoser i Italien og Spanien, og derfor er lerjord det billigste alternativ.
Køb gerne dine oliventræer i april måned, og sæt dem gerne lyst. Planterne har stået udendørs hele vinteren i Italien og kan derfor sagtens tåle det danske forår, også selv om der kommer nattefrost.
Beskyt dine oliventræer mod nattefrost
Den helt optimale vinteropbevaring af oliventræer er i en uopvarmet udestue eller alternativt i et drivhus eller et skur. Oliventræer tåler ned til 5-7 graders frost.
Har du ikke mulighed for at placere oliventræerne i en udestue, drivhus eller et skur, så kan du tage dem ind i en lys stue i slutningen af august. Det er blot vigtigt at tage dem indenfor, før du begynder at tænde for centralvarmen, da det ellers vil udtørre bladene, som vil visne og falde af. I løbet af vinteren vandes oliventræerne jævnt og tilføres lidt gødning.
Til april kan du sætte dine oliventræer udenfor igen. Stil dem lidt mørkt (ikke i direkte sol) i de første par uger for at undgå svidning. Husk at oliventræer skal tilføres gødning hvert forår (omkring april måned).